En spændende og utraditionel præstefamilie
Den præst, der længst har besiddet embedet i Næstelsø, er Ulrich Sophus Borch.
Han blev født i 1845 i Skjern, søn af proprietær Frederich Borch og Johanne Frederikke Frausing. Under sine studier i København deltog han i menighedslivet ved Vartov Kirke, hvor Grundtvigs embedsførelse gjorde et uudsletteligt indtryk på ham. Borchs første embede var i Thy, men i 1888 flyttede han til Næstelsø med sin hustru, Frederikke Fernandine Vilhelmine Faurschou. I disse år genlød præstegården af sang og musik, hvilket skyldtes hustruen, der var meget glad for begge dele. Pastor Borch var en ivrig og dygtig jæger.
Menigheden i Næstelsø og Mogenstrup holdt meget af deres præst og præstefamilie på grund af deres venlige og interesserede holdning og væremåde.
For eksempel oprettede pastor Borch en hjælpekasse, hvor ubemidlede kunne få økonomisk støtte til daglige fornødenheder. Pengene kom fra indsamlinger blandt de mere velstillede i sognet.
Borch tegnede ligeledes aktier til lægeboligen i Brandelev, så den kunne blive bygget. Da Præstøbanen skulle køre gennem sognet, sikrede han en holdeplads i Næstelsø, og han bekostede selv det første lille træskur, så man kunne stå i læ for vind og vejr.
Efter et styrt med sin cykel som 75-årig søgte pastor Borch sin afsked. 12 mænd fra sognet købte et hus i Herlufsholm Sogn, som de lejede til ham, og her boede han til sin død med datteren Gerda som husbestyrerinde. Da pastor Borch blev pensioneret, faldt tiden ham lang, så han lærte at brodere. Som 80-årig lærte han at strikke, og han producerede blandt andet 72 håndklæder til sine børn.
Menigheden satte denne mindesten for ham og hans hustru. Senere er børnene Svend, Signe og Gerda også begravet i Næstelsø. Signe blev mor til Næstelsøs ældste beboer, Karen Carlsen (se QR-kode 3).
Sønnen Svend Borch (1881-1961) – mindepladen til venstre for pastor Borch – arbejdede inden for teaterverdenen det meste af sit liv. Han var tilknyttet flere turneteatre og var i en periode teaterinspektør og abonnementssekretær ved Det kongelige Teater. Desuden har han bl.a. medvirket i stumfilmen “Luksusrejsen” (1923). I 1920 blev han gift med skuespillerinden Paula Illemann Feder i Næstelsø Kirke; ægteskabet blev dog opløst i 1932. Fra 1937 var Svend Borch biografdirektør ved Grøndals Bio.
Gerda Borch - den yngste af pastor Borchs 6 børn. Hun lærte husholdning i hjemmet og forblev ugift. Gerda var blandt andet i huset i Skørpinge Præstegård - og da hendes far gik på pension og flyttede til Næstved, flyttede hun med og førte husholdning for ham indtil hans død i 1931. Hun lærte ham blandt andet at strikke og brodere. Gerda døde af hjertestop på etårsdagen for sin fars død.
Yderst til højre er mindetavlen for Signe Borch.Hun blev født den 8.12 1883 i Adslev Præstegård. Hun var pastor Borchs 4. barn; de tre ældre brødre hed Aage, Frederik og Svend, og senere fik hun to yngre søskende: Oluf og Gerda.
Da Signe var fem år gammel, flyttede familien til Næstelsø. Efter endt skolegang hjalp hun til i husholdningen hjemme, og derefter kom hun i glarmesterlære i Næstved; en meget atypisk gerning for en kvinde på den tid. Herefter var hun bl.a. i huset hos den danske sømandspræst i Hull i England. I 1910 startede hun som sygeplejeelev på Frederiks Hospital i København. Senere flyttede hun med til det nybyggede Rigshospital som sygeplejerske.
I 1922 blev hun forlovet med sin fætter, Gunnar Borch, der var præst nær Kalundborg og havde mistet sin kone til den spanske syge. Et lille kuriosum: Signe fik en høvlebænk af sin far i bryllupsgave. Signe blev plejemor for Gunnars 6 børn og fik selv to børn i en sen alder - herunder Karen (se QR-kode 3).
I 1925 flyttede familien til Vejerslev, hvor de boede indtil 1938, hvor Gunnar Borch døde. Derefter flyttede Signe til Århus med sine to børn - Gunnars børn var for længst flyttet hjemmefra - og i 1950 flyttede Signe til Vanløse. Hendes datter, Karen, blev gift med Mogens Carlsen på Vindsminde i Næstelsø, og Signe endte sine dage der i 1970.
NÆSTVED PROVSTI
Østre Kapelvej 10, 4700 Næstved - naestved.provsti@km.dk