Mindetavle for

6 unge mennesker

- der mistede livet på Præstø Fjord d. 8.6.1922

Under en rotur, som nogle unge mennesker foretog på Præstø Fjord ud for Bækkeskov Strand den 8. juni 1922, kæntrede båden - og 5 unge piger og en ung mand druknede. 


Snesere Sogns Ungdomsforening holdt fest; vejret var dejligt, og ”Maanen spejlede sin Sølvflade i Præstøfjorden”, som Sydsjællands Venstreblad skrev. 40-50 unge mennesker besluttede sig for en tur på fjorden og tog ned til bådudlejeren. Seks både roede fra land; herunder en jolle med en fiskedam i midten – en såkaldt damjolle. Der var 11 unge i båden, som højst var beregnet til 6-7 – og jollen begyndte at tage vand ind gennem fiskedammen. To af de unge sprang i vandet, men det var ikke nok til at holde den oppe. Jollen sank omkring 250 meter fra land, og ikke alle kunne svømme.

En tømrer på land fik fat i en båd, roede ud og reddede tre af de unge. Seks andre druknede -  klokken 22.30, som det fremgår af deres armbåndsure, der gik i stå på dette tidspunkt.

En eftersøgning blev sat i gang, og ret hurtigt fandt man de druknede. Tilkaldte læger erklærede dem døde, hvorefter de blev ført til fisker Chr. Jensens afholdsrestaurant og derfra til Brøderup Højskole.

Begravelsen havde et omfang, som sjældent er set her i landet. De seks kister stod på Brøderup Højskole under de skandinaviske flag og blev derfra ført til Snesere Kirkegård. Det er en strækning på omkring 4 km: Hele vejen var dækket med blomster, og hele sognet var mødt op. Dagbladet BT talte 98 hestevogne og 40 biler foruden cyklister og fodgængere. I alt deltog omkring 2.500 mennesker. I en stil, der var karakteristisk for tiden, skrev Aftenbladet, at kirkens ”molstemte Klokker lød langt ud over landet”. 


Øjenvidneberetning:

Umiddelbart efter drukneulykken skrev Eli Rørdam Jensen, der var med i den forulykkede båd og en glimrende svømmer, til sin mor: “Ulykken er stadig så tæt på, at: Jeg næsten ikke er ved mig selv endnu af Sorg over den frygtelige Ulykke. Klokken havde været omkring 10 om aftenen.  Det var endnu lyst, og Maanen strålede og skinnede i det blikstille Vand. De var 11 i hendes båd, og et stykke ude på fjorden opdagede hun, at der var vand i bunden, men det fik dem ikke til at stoppe. Men da jollen blev ved med at tage vand ind, vendte de om. To ”roede alt hvad de kunde, imens vi raabte om hjælp, men den ene tog kraftigere Tag end den anden, og ham ved Roret blev nervøs og styrede sommetider ud ad og somme tider ind ad. Følgen var, at vi kun kom et stykke og ellers drejede rundt på samme Sted. Samtidig styrtede Vandet op ad Dammen (Red.: fiskedammen i båden), og i løbet af få Minutter var Baaden fuld, og de fleste sprang straks over Bord, men jeg blev siddende, lige til jeg ganske stille var i Vand til Øjnene, så vendte Baaden sig, og jeg svømmede lidt rundt.” (...) ”Pludselig så jeg en i nærheden af mig, som ikke kunne holde sig oppe, og jeg fik fat i hende og kom hen til Baaden, den kæntrede, og holdt hende oppe, til der kom en anden og tog hende op. Så så jeg noget et stykke borte og svømmede derhen, men det var kun en Hat, der flød på Vandet, og jeg svømmede så hen til en Redningsbåd og holdt mig fast i den, men jeg ville ikke op, hvis jeg skulle få øje på en af de andre, der ikke kunde svømme, og så prøve at hjælpe dem. Der var dog intet at se, og jeg blev taget om Bord af en anden og fik en Frakke på, og så roede vi lidt rundt for muligvis at få øje på, hvor de druknede lå. Der manglede seks. Der var nu gået lang Tid, og vi havde ikke noget Haab om, at de levede. Efterhaanden fik vi Klarhed over, at der manglede seks, og vi ledte og ledte, men efter nogen tid ville de absolut ro mig ind … først hen ad Morgenstunden blev de sidste jo heldigvis fundet, og alle var de døde trods forsøg på at få dem til live … der var en forfærdelig Sorg over alt". 

Eli Rørdam Jensen fik en medalje for sin redningsindsats. 


Kilde: Præstø Lokalhistorie. Lokalhistorisk Arkiv og Lokalhistorisk Forening for Præstø. 20. Årgang – Nr. 3, august 2011


Ud over mindetavlen er der tre bevarede tavler fra ulykken:

Johannes Damgaard Nielsen (søn af forstander Carl Nielsen på Brøderup Højskole)

Hedvig Astrid Rasmussen (datter af Niels Nielsen, Sølperup)

Sofie og Ella Nielsen (døtre af Frederik Nielsen, Snesere Overdrev).

6 kister på Brøderup Højskole 1922

Eli Rørdam Jensen