Skovmorten og sølvskatten
Skinnet bedrager - en ‘røverhistorie’ fra 1800-tallets Brandelev
I 1897 døde Lars Mortensen, 83 år gammel, hvorefter han blev begravet på Næstelsø Kirkegård. At stenen stadig står der, skyldes den pudsige historie, der knytter sig til Lars’ far, Morten Christensen – eller Skovmorten, som han blev kaldt – og hans fire børn. En historie om en fattig familie, der viste sig at være endog voldsomt formuende. Hvor de mange penge kom fra, er stadigvæk en gåde: Var det en familie, der spinkede og sparede, og som satte alle deres (få) penge i banken – og at det var renter og renters rente, der til sidst gjorde, at mange bække små blev til en stor å? Var det historien, der gik om, at Skovmorten havde fundet en stor sølvskat i Brandelevholm-skovene, der var grunden til den store formue, eller?? Om tilnavnet skyldes, at Morten boede ved skoven eller historien om sølvskatten i skoven, fortaber sig også i fortidens tåger.
Svarene får vi nok aldrig, men her er historien:
Lars var den sidste overlevende af Skovmortens fire børn; tre brødre og en søster, der alle boede ugifte på den fædrene gård til deres død.
De boede under kummerlige forhold – fik næsten aldrig varm mad, levede i et syndigt rod og svineri og var godt befængt med utøj. De havde stort set ikke kontakt med andre mennesker, bortset fra at brødrene hver lørdag tog til Næstved, hvor de turede rundt på byens værtshuse.
De fire søskende kunne ikke blive enige om, hvordan deres testamente skulle udfærdiges, så de besluttede, at den længstlevende skulle bestemme det og lave testamente.
I 1895 døde den næstsidste bror, Anders. Så Lars, den sidstlevende bror, tog til birkedommeren i Vester Egede for at få lavet testamente. Han begyndte at remse op, at der skulle laves et legat til fattige på 10.000 kr., 8000 kr. til sygekassen i Næstelsø, 2000 kr. til konfirmanderne, 5000 kr. til birkedommeren, 2000 kr. til hver fuldmægtig, 3000 til sognepræsten, 3000 til førstelæreren i Næstelsø, 2000 til andenlæreren, der lige var ansat og hvis navn, han ikke kendte: ”For at han ikke skulle blive flov, når førstelæreren fik arv”. Dernæst betænkte han sine naboer, tjenestefolk og en del stakler i sognet samt enkelte i familien.
Da de var nået op til mellem 70.000 og 80.000 kr., spurgte birkedommeren, om det ikke var på tide at sige stop? Så hev Lars ganske roligt to bankbøger op af lommen. De lød på 70.000 kr., og derudover ejede han gården kvit og frit.
”Så kan vi godt blive ved lidt endnu,” bemærkede birkedommeren. Da der var blevet testamenteret 90.000 kr., stoppede de.
Lars fik et par gode år til sidst. Gården blev rengjort, boligen gjort hyggelig, og flere gange om ugen kom der en dame, som gjorde rent og lavede mad. Samtidig begyndte der at komme gæster – bl.a. pastor Borch, der har skrevet nogle af de optegnelser, der har gjort, at man senere har kunnet stykke historien sammen. Men i 1897 døde Lars.
Testamentet blev kun ændret en enkelt gang. Familien, der ifølge historien nærmest kunne karakteriseres som fjerne slægtninge, havde forsøgt at omstøde testamentet. Specielt var der en slægtning, der havde udtalt sig hånende om det beløb, han skulle have. Det kom Lars for øre, og han valgte at slette ham fra testamentet og i stedet give pengene til et par smede fra Brandelev.
Efter Lars’ død blev der holdt auktion over gårdens indbo, og flere af køberne oplevede, at de møbler, de havde købt, rummede en del sølvskeer.
Kilde: ”50 plusser. Fladså Pastorat.” Udgivet af Fladså pastorats tre menighedsråd. August 2017