Sådan bliver man 100 år. Et sognebarns kærlighedshistorie.
Dette gravsted tilhører familien Carlsen fra Vindsminde. Gården ligger på Vindsmindevej; en sidevej til Holmevej, og har været i familien Carlsens eje i mere end 150 år.
Midt på graven ligger Karen Carlsen. Hun døde i 2024 - 101 år gammel og sognets hidtil ældste beboer. Både Karens morfar, pastor Borch, som var Næstelsø Kirkes præst i en menneskealder, og Karens mor, Signe Borch, er begravet ved kirkemuren bag kirken (se historie 8) .
Karen blev født i Rørby ved Kalundborg, men familien flyttede hurtigt til Jylland, hvor faderen blev præst i et landsogn ved Silkeborg. Hendes far døde, da hun var 14 år, og derefter flyttede moderen til Århus med sine børn. Da Karen var færdig i gymnasiet, skulle hun i huset, og hendes mor, som var opvokset på præstegården i Næstelsø, fik arrangeret, at hun kom i huset på Vindsminde.
I 1942-43, mens Karen var på Vindsminde, fattede hun og husets søn, Mogens Carlsen, sympati for hinanden. I 1943 vendte Karen tilbage til Århus, hvor hun læste til korrespondent. Men kærligheden varede ved: Karen og Mogens blev forlovet nytårsaften 1945 og gift på Mogens’ 21-års fødselsdag 6. oktober 1946 - den første dato, hvor de ikke skulle løse kongebrev.
I de følgende år fik parret fire børn, og efterhånden overtog Mogens driften af Vindsminde efter sine forældre. Vindsminde var et gæstfrit hjem, hvor man var politisk aktive og engagerede sig i samfundet. Både Karen og Mogens var i hjemmeværnet og gik til svømning sammen - og de drev Vindsminde indtil 1983, hvor sønnen Henrik tog over og dermed blev 5. generation på gården.
Karen og Mogens flyttede derefter ind på Holmevej 5. Her boede Karen resten af livet, på nær de sidste år, som blev tilbragt på plejecentret Bakkegården i Mogenstrup. Karens familie husker hende med stor varme: “Et mere positivt menneske skal man lede længe efter.”
NÆSTVED PROVSTI
Østre Kapelvej 10, 4700 Næstved - naestved.provsti@km.dk