Ofte stillede spørgsmål 

Bryllup

Begravelse

Bisættelse, særlige ønsker

Min far skal bisættes, og han ønskede, at fanerne fra både parti og fagforening skulle bæres frem i kirken. Han ønskede også, at vi skulle synge ”Når jeg ser et rødt flag smælde”.  Hvad skal jeg sige til præsten?

Det er altid præsten, der har det sidste ord, når det handler om at tilrettelægge handlinger i kirken. Helt generelt er en bisættelse en gudstjeneste, og derfor synger vi salmer.

Når det er sagt, er det slet ikke ualmindeligt, at de efterladte ønsker at synge en sang, der har haft stor betydning i afdødes liv. Hvis præsten vurderer, at sangen ikke strider imod den kristne lære,  og hvis organist og kirkesanger indvilger i at spille/synge det ønskede, kan man ofte godt få lov. Men husk at fortæl, hvorfor netop denne sang betyder noget særligt.

Når det drejer sig om faner er sagen en anden. Dér har I krav på at få lov til at medbringe en fane, med mindre at ganske særlige, konkrete forhold begrunder det modsatte. Det vil være tilfældet, hvis der er pladsmangel i kirken, eller hvis de pågældende faner er udsmykket på en måde, der kan vække forargelse.


Bryllup

Det skal I huske

Inden I kan blive viet i kirken, er der nogle praktiske forberedelser. Her er en liste over de ting, som skal gøres.

Aftal bryllup

I skal aftale tidspunktet for jeres bryllup med kirkens præst eller kirkekontor. I kan blive gift i kirken i jeres bopælssogn eller i en anden kirke, I har tilknytning til. Henvend jer til præsten eller kirkekontoret, hvis I vil vide, om I opfylder kravet om tilknytning til kirken. I kan blive gift i folkekirken, når I begge eller en af jer er medlem.

Prøvelsesattest

Før vielsen skal I have en prøvelsesattest fra kommunen, som skal afleveres til præsten eller kirkekontoret. I skal udfylde en ægteskabserklæring til kommunen på borger.dk for at få prøvelsesattesten. Attesten viser, at I opfylder betingelserne for at indgå ægteskab. Prøvelsesattesten er gyldig i fire måneder.

Nyt navn?

Hvis I vil ændre navn i forbindelse med jeres bryllup, skal I selv ansøge om det på borger.dk. I kan som hovedregel få hinandens mellem- og efternavne. Indtil tre måneder efter vielsen er det gratis at få foretaget navneændring, hvis der er tale om et navnefællesskab. Et navnefællesskab betyder, at I vælger at få hinandens mellem- og efternavne. 


Vidner

Vielsen har juridisk gyldighed. Derfor skal der være to vidner til stede under vielsen. Vidnernes navne og adresser noteres i kirkebogen. Det kan for eksempel være to familiemedlemmer, som er tilstede i kirken til jeres bryllup. 

Samtale med præsten

Før brylluppet har I en samtale med præsten. Her aftaler I blandt andet salmerne til jeres bryllup.

Gæster og dresscode

Mange forestiller sig, at et kirkebryllup er synonym med meget planlægning, stor fest og dyrt, fint bryllupstøj. Men til et bryllup i folkekirken er der ingen dresscode eller krav om mange gæster og dyr fest. I kan altså sagtens aftale bryllup med kort varsel og blive gift i hverdagstøjet. Hvis I gerne vil have en privat vielse, hvor kun I selv er tilstede, kan præsten hjælpe jer med at finde vidner. 


Hvis I vil giftes i et andet sogn end det i bor I

Helt generelt er det sådan, at man har ret til at blive kirkeligt betjent i det sogn, hvor man bor, og i de sogne, hvortil man har en særlig tilknytning. Det kan fx være dér, hvor man er født, eller hvor man tidligere har boet.

Har I ikke en særlig tilknytning til den kirke, som I gerne vil vies i, må I tage en snak med præsten og forklare, hvorfor I gerne vil giftes lige netop dér. Det er præsten, som alene afgør, hvorvidt det kan lade sig gøre, og vurderingen tager ofte udgangspunkt i, om personalet kan overkomme det. Der er nemlig kun ansat lige netop det personale, der gennemsnitligt er brug for til et sogn af den givne størrelse.


Dåbsattest

Jeg skal ud og rejse, og jeg skal bruge en dåbsattest til pas og visum. Jeg er i sidste øjeblik - kan det lade sig gøre at få attesten udstedt, mens jeg venter?

I princippet kan det sagtens lade sig gøre, men det afhænger helt af, hvilke planer og aftaler præsten har i sin kalender. Ring og tag en snak med din præst.


Frivillig

Hvordan bliver jeg frivillig i kirken og hvilke opgaver er der?

Mange kirker har frivillige, som varetager en række vigtige funktioner i kirkens aktiviteter.  Det frivillige engagement er en af samfundets vigtigste forandringskræfter, og kirkerne ser det som en uvurderlig ressource, at mennesker stiller deres tid og arbejdskraft til rådighed for et fælleskab, hvor det både handler om at gøre noget for andre – og sammen med andre.
Som frivillig kan du f.eks. hjælpe til med praktiske opgaver i forbindelse med kirkekaffen om søndagen, arrangementer i kirken eller omdeling af kirkebladet.  Som frivillig i kirken får du personlige og faglige udfordringer, samt bliver en del af et netværk af frivillige ildsjæle med forskellige baggrunde. 

Er det noget for dig? Så kontakt din lokale kirke. Find kirkerne her


Medlem af folkekirken

Hvordan bliver man medlem af folkekirken?

Hvis du er døbt, er det meget enkelt. Du skal skrive til præsten i det sogn, du bor i og meddele ham/hende dit ønske. Brug ’Sikker mail’-knappen, som du finder på sognets hjemmeside på portalen Sogn.dk. Dér kan du også finde ud af, hvilket sogn du bor i, hvis du er i tvivl.

Hvis du ikke er døbt, kan du kun blive medlem ved at lade dig døbe. Også i det tilfælde skal du have fat i præsten i dit bopælssogn, med mindre du vælger at lade dig døbe ved drop-in dåb. Er du i tvivl om, hvad du skal, så ring og tag en snak med præsten.


Nyt navn

Jeg vil gerne skifte navn. Hvor skal jeg henvende mig?

 Du skal gå ind på borgerservice.dk, hvor du finder menupunktet ’Navneændring’. Hvis du følger dette punkt, bliver du ledt igennem ansøgningsproceduren, så din ansøgning i elektronisk form havner hos præsten. Det koster 505 kroner, som du skal betale, før du kan få ansøgningen behandlet. Når præsten har behandlet ansøgningen, får du besked i din e-boks.

Hvis dine ønsker kræver, at et andet menneske giver tilsagn (fx hvis man ønsker at tage en stedforælders efternavn), vil det fremgå af ansøgningsproceduren.


Sognebånd

Hvordan løser jeg sognebånd? Som medlem af folkekirken hører du som hovedregel til menigheden i det sogn, hvor du bor. Det er imidlertid muligt at løse sognebånd til en præst udenfor dit sogn, hvis du føler en særlig tilknytning til en anden kirke og/eller en anden præst end den, du bor tættest på.

Sognebåndsløsere vil have mulighed for dåb, vielse og begravelse fra kirken og har mulighed for at stille op til menighedsrådsvalg og/eller stemme ved et eventuelt menighedsrådsvalg.

Ønsker du at løse sognebånd, skal du henvende dig til den præst, du ønsker at løse sognebånd til. Sognebåndet er personligt og ophører, når den præst, du har løst sognebånd til, flytter til et andet embede, bliver afskediget eller dør.

Udfyld blanket til anmodning om sognebåndsløsning og send eller aflevér personligt til præst eller kirkekontor. 

Er du i tvivl om, hvilket sogn du bor i? Tjek det på www.sogn.dk