Peter Pedersen

Når forsørgeren falder fra

Alle, der kender til Peter Pedersen, bliver berørte, når de ser graven. Den fortæller nemlig en historie om en familie, der mistede deres ‘overhoved’ alt for tidligt.

Peter Pedersen døde af en blodprop i en alder af 39 år og efterlod en højgravid enke med to børn på 6 og 11 år. Familien boede i Kyse, hvor Peter Pedersen var vognmand. Han og Else havde boet forskellige steder, men Peter var født i Næstved, men boede i Kyse og gik i skole der som barn, så han vendte tilbage til sin hjemstavn, da de flyttede til Kyse.

De børn, der gik i Vallensved Skole på det tidspunkt, husker stadig dagen, hvor Peter Petersen døde. Der skulle være juleafslutning med skolekomedie, og sønnen Jørgen skulle deltage i forestillingen. Her fortalte skolelederen om dødsfaldet, og det blev derfor en dag med meget trykket stemning blandt alle.

Det blev også en historie om et lokalsamfund, som i fællesskab samlede ind til enken. Og endelig en historie om en anden og svunden tid, hvor de to børn måtte ud at luge roer sammen med Else og gå med aviser og blade - ikke for at få lommepenge, men for at være med til at opretholde familiens daglige drift.

På den tid var lovgivningen anderledes end i dag, hvor der er ens vilkår for alle. I hvert sogn var det dengang sognerådet med sognefogeden for bordenden, der skulle bevilge og udlevere de ydelser, indbyggerne måtte have brug for. 

Titlen sognefoged har man kendt til siden 1500-tallet, og i 1791 blev den lovfæstet som betegnelse for den lokale politimyndighed. Sognefogederne fik efterhånden ret omfattende opgaver som lægdsmænd og pantefogeder og fra 1922 også borgerlig vielsesmyndighed. Men i takt med, at et mere moderne rets- og socialvæsen blev etableret, begrænsedes opgaverne gradvist, og i 1973 blev sognefogedfunktionen ophævet stort set alle steder i Danmark.

I sin kvide måtte Peter Pedersens enke, Else, altså gå den tunge gang til sognefogeden for at anmode om enkepension - og den unge enke, der aldrig beklagede sig over sin skæbne, måtte finde sig i bemærkninger, som ”om det nu også var nødvendigt”.

Nødvendigt var det, men samtidig udtaler Elses datter, Judith, at: ”Mor evnede at skabe et godt hjem for os tre børn, så vi aldrig følte os fattige - selvom jeg i dag godt kan se, at det var vi.”

Verdenshistorien er fuld af fortællinger om stærke kvinder, der på trods af hårde vilkår har evnet at sikre familien en tålelig hverdag. Sådan en stærk kvinde var Else.

På graven ligger også Jørgen; den ældste af Peters og Elses børn. Han kørte galt med sin motorcykel på sin 34 års fødselsdag; på vej til sit job som politibetjent i København.