Oluf Martensen-Larsen

Hvordan er vi dog blevet så forskellige?

Således begynder bogen “Oluf Martensen-Larsen: Forstå dit ophav og bliv fri”, som er skrevet af journalisten Kirsten Sørrig med udgangspunkt i Martensen-Larsens materiale og i samtaler med ham. Bogen fortsætter: “Storebror og lillebror, storesøster og lillesøster ser på hinanden med nysgerrighed og forundring. Vi har jo de samme forældre, er vokset op under de samme vilkår og har leget på den samme græsplæne.” 


Oluf Martensen-Larsen (1912-2000) var psykiater, forfatter og slægtsforsker. Han var søn af en domprovst, men valgte selv at studere til læge. Han specialiserede sig senere til psykiater og brugte det meste af sit faglige liv på at studere søskendeforhold. 


“Forstå dit ophav og bliv fri” bygger på 40 års slægtsforskning, hvor Oluf Martensen-Larsen undersøgte 15.000 personer  for at kortlægge, hvordan vores liv bliver påvirket af, om vi er enebørn, eller hvad nummer vi er i søskenderækken. Han blev internationalt kendt for sin forskning.


Ligeledes var Martensen-Larsen i slutningen af 1940'erne med til at undersøge virkningen af det nyopfundne præparat, antabus, der skulle bruges til afvænning af alkoholisme. Martensen-Larsen mente dog ikke, at medicin kunne stå alene. Han var derfor ophavsmand til stiftelsen af patientforeningen Ring i Ring, der senere skiftede navn til Lænken. 


Oluf Martensen-Larsen ligger her begravet med sin hustru og deres to døtre.