Peder Hansen

Manden med de mange tillidsposter

Da Peder Hansen døde den 3. januar 1914, var det en af Sydsjællands kendte mænd, der gik bort. Men lad os starte med hans kone - Mette Marie.


Mette Marie Pedersen blev født d. 19. september 1843. Hun blev gift i 1869 i Snesere Kirke med enkemand og gårdmand Hans Sørensen i Åside. De fik tvillingerne Søren og Peder Sørensen i 1870, men desværre døde Hans Sørensen, da tvillingerne var et år. 


Derefter blev Mette Marie i 1873 gift med den jævnaldrende snedker Peder Hansen. Peder var søn af en skovfoged, men det berettes, at Peder ved sin konfirmation var plejebarn hos en gårdmand, Mads Christensen, og hans kone Maren. Årsagen er ukendt. I 1873 overtog han Dambækgaard i Åside og drev den i næsten 40 år.  


Peder Hansen havde en lang liste af  tillidsposter. Han var med i Snesere Sogns Spare- og Lånekasse, i Snesere Brugsforening, i Åside Andelsmejeri og i Snesere Sogneråd. I 33 år beklædte han posten som kontordagsbestyrer i Bondestandens Sparekasse i Præstø. I 12 år var han næstformand i "Landboforeningen for mindre Landbrug i Præstø Amt", inden han i foråret 1896 blev valgt til formandsposten, som han derefter beklædte i 12 år. I sine sidste år var han med i administrationen af baroniet Stampenborg (herregården "Nysø" ved Præstø). I 1876 valgtes han til formand for Snesere Sogns Husflidsforening, hvor hans ihærdige arbejde senere indbragte ham medlemskab af Dansk Husflidsselskabs hovedbestyrelse. 


Peder Hansen blev endvidere landvæsenskommissær. En stilling, der var med til at regulere retsforhold under amterne i 26 enheder. Kommissionerne var besat med en dommer og to lægmænd, der havde en indgangsvinkel til blandt andet vandløb, læhegn og private vejrettigheder. Medlemmerne, kaldet landvæsenskommissærer, blev udpeget af domstolene og var oftest landmænd. Instansen ophørte i forbindelse med kommunalreformerne i 2007, hvorefter opgaverne overgik til kommunerne.  

Da Peder afhændede Dambækgården, byggede han og Mette Marie "Villa Aaside" i Åside by.


Peder Hansen blev hårdt angrebet af åreforkalkning, og i sine sidste leveår var han en legemlig nedbrudt mand, men i sine velmagtsdage var han "manden med det lyse smil, det frejdige mod og den lette hånd, der sjældent greb fejl i de af det offentlige livs tråde, som det faldt i hans lod at udrede", som Præstø Avis skrev. Ved sin død i 1914 havde Peder Hansen i adskillige år båret Dannebrogordenens sølvkors på sit bryst.

Mette Marie var derefter enke i 16 år. Nekrologen i Præstø Avis beretter bl.a. "Den afdøde var en brav og god Kvinde, der har passet sit Hjem med stor dygtighed.”

Mette Marie og Peder Hansen fik mange børn. Ved kongelig resolution fik børnene i 1888 tilføjet Dambæk som efternavn. 


Mette Maries tvillinger fra første ægteskab blev henholdsvis sagfører (Søren Dambæk) og tegnelærer (Peder Dambæk). 


Derudover fik Mette Marie og Peder Hansen 5 børn. Blandt andre Carl Gustav Dambæk, der blev boghandler i Fredericia, samt to sønner, der har været ansat ved henholdsvis Postvæsenet og i Københavns Telefonselskab. Datteren Christine Clausen, der tidligt blev enke, flyttede derefter hjem til moderen og er ligeledes begravet på Snesere Kirkegård. Derudover mistede parret en 6 årig dreng, Christian Emil, hvis gravsten er placeret foran forældrenes.