Højmesse, tro,  menighedsråd,

fællesskab og savn

Som helt ung meldte jeg mig ud af Folkekirken. Egentligt ikke som en protest, men dels lå det i tiden – jeg taler her om 70-erne – og dels fordi jeg ikke mente, at jeg var troende, og så var det mere rigtigt at melde sig ud. Så var der rene linjer. Kirkeskat betalte jeg dog i mange år. Dengang skulle man aktivt meddele Skattevæsenet om udmeldingen, og det syntes jeg ikke, der var grund til, da jeg ikke havde noget at sige kirken på og gerne så kirken, historien og kulturen bevaret.


Sådan gik der mange år, og jeg kom kun i kirken til dåb, bryllupper og begravelser. I 2001 flyttede jeg sammen med Lis Olsen i hendes hus i Brandelev. Lis havde igennem sit arbejde et nært samarbejde med Skt. Jørgens Kirke i Næstved, og jeg deltog ofte i arrangementer og gudstjenester og følte en dyb glæde og stor respekt over kirkens åbenhed og engagement for Lis’ elever, som alle var udviklings- hæmmede.


Jeg var, og er, meget glad for at bo i Brandelev og engagerede mig i Forsamlingshuset og fællesskabet i byen. Desværre begyndte flere og flere af de oprindelige Brandelevere at falde bort, og dermed noget af den ”ånd”, som jeg holdt af. Vi var til en del begravelser i Næstelsø Kirke og her mødte og oplevede vi Mette som præst i flere tilfælde. Lis og jeg talte ofte om, at Mette var god at høre på og en præst efter vores hoved, og vi tog til nogle gudstjenester. Kimen blev lagt til et tættere forhold til kirken.

Vi tog med på nogle sogneudflugter og deltog i kirkelige arrangementer. Hev også nogle venner med, da vi syntes, der var noget ”at komme efter”. Vi havde en snert af dårlig samvittighed, da ingen af os var medlem af Folkekirken, men vi blev nu heller aldrig spurgt om gyldigt medlemskort! Tværtimod var man altid velkommen og blev mødt med en stor portion varme og åbenhed. Mangfoldigheden både i mennesker og arrangementer rokkede en hel del ved eventuelle fordomme i forhold til kirken og de folk, som brugte den. Vel var Lis og jeg dengang ofte blandt ”de unge” at regne, men det virkede egentligt kun rart.


For ca. 6 år siden syntes jeg, af flere årsager, at jeg havde lyst til at være med i Folkekirken igen. Var jeg blevet mere troende? Næppe – men der var noget af den ”ånd”, jeg mødte i kirken, som rørte noget i mig. I forbindelse med indmeldelsen, skulle jeg have en samtale med vores præst, Mette. Jeg ville gerne forberede mig lidt inden mødet og googlede begreber, som jeg ikke forstod og havde det lidt svært med. På folkekirken.dk læste jeg blandt andet om synd og nåde.
Men det, der slog mig mest var, at den måde, jeg mente, jeg levede mit liv på, faldt i hak med det, Folkekirken står for.

Det var noget af en øjenåbner! De livsværdier, jeg sætter højt, mødte jeg i Den Danske Folkekirke!
Mette og jeg havde en munter og indholdsrig samtale, hvor Mette sluttede af med…”Vi må da vist hellere se at få dig meldt ind”. Glad var jeg og følte, at det var et lille, men vigtigt skridt for mig.


De efterfølgende år deltog jeg i nogle gudstjenester, men da jeg blev spurgt, om ikke jeg ville stille op til menighedsrådsvalget, blev jeg overrasket. Jeg undersøgte og overvejede grundigt. Jeg følte mig ikke helt kvalificeret, ville gerne stille op som førstesuppleant og dermed uden stemmeret for på den måde at sætte mig ind i arbejdet. Det skal jeg lige hilse at sige, at det har været både spændende og lærerigt! Fra første minut følte jeg mig meget godt taget imod og nyder vores møder, som er både muntre og seriøse. Jeg har været overrasket over, hvor mange områder menighedsrådet varetager. Ofte bliver møderne lange, da vi har mange punkter, der skal drøftes, men jeg går altid glad hjem. Jeg sidder nu i Musik- og aktivitetsudvalget, og vi har fået frie hænder til at arrangere indenfor budgettet, hvor julekoncerten i Næstelsø Kirke blev en kæmpesucces med en propfuld kirke.


Jeg har indtryk af, at der sker en del nytænkning i Folkekirken i disse år, og det har jeg lyst til at være en del af. Så denne gang stiller jeg op til det næste menighedsrådsvalg. Af nye ting vil jeg nævne den nye bibeloversættelse, som lige er udkommet, hvor der er gjort et seriøst arbejde med at gøre Bibelen sprogligt mere tilgængelig og moderne. I vore sogne har vi indkøbt det nye salmebogstillæg ”100 salmer” og har store ambitioner om, at det skal bruges.

På landsplan er der sat arbejde i gang med at evaluere og eventuelt forny liturgien i højmessen, så der er spændende ting forude.


I de sidste par år er jeg blevet bruger af kirken. Prioriterer højmessen i Næstelsø og Mogenstrup. Lis og jeg kommer også meget i Skt. Jørgens Kirke, specielt den rytmiske aftengudstjeneste. Organist Martin Valsted og præst Lillian Jordan har opdyrket en ny og spændende gudstjeneste med provstiets tilladelse.
Jo oftere jeg er til gudstjeneste, jo mere betyder det for mig. Jeg har været, og er, stadig ydmyg i min deltagelse i kirken. Ydmygheden består i, at jeg siger til mig selv…”Det du deltager i nu er alvor, det betyder noget, der er et meningsfuldt budskab, og det rykker noget!” Derfor nærmer jeg mig stille og roligt det at være en del af en højmesse. Ikke at jeg bærer på en følelse af at skulle leve op til noget, blive stillet til regnskab, tvært imod i en dyb respekt for det, der sker under gudstjenesten, og som jeg hele tiden forsøger at tage til mig og forstå. Da jeg for nogle måneder siden følte mig klar til at gå til alters, var det en meget bevægende og glædelig oplevelse, som sad i mig flere dage efter. Jeg føler at det at være til højmesse er forskelligt fra gang til gang, trods den faste liturgi. Søndagens tekst og prædikenen har indflydelse, men mine egne evner til at være til stede og kunne mærke nærværet i kirken har en stor betydning.
Et ofte brugt udtryk i kirkelige sammenhænge er ”Fællesskab”.


Det er et velvalgt udtryk for det, jeg oplever, og hold da fast hvor jeg har savnet det i disse Covid-19 tider. Jeg ved, at det stadig er der, og venter på bedre tider. Men hvor er det svært at mærke ”Fælleskab” uden at kunne være fælles i bogstaveligste forstand.

Mettes Påskesti var en fin tur, men hvor føltes det dog tomt at stå og se på kirken udefra, og ikke kunne komme ind i fællesskabet! Jeg er overrasket over, hvor meget jeg savner at komme i kirke, og i skrivende stund, ser jeg meget frem til Mette Frederiksens næste åbning, hvor kirkerne forhåbentlig kommer med.


Til slut vil jeg spørge. Er jeg blevet troende? Ved det ikke, men der er sket noget! Er jeg ”bare” kul-turkristen? Det er der i min verden ikke noget forkert i! Under alle omstændigheder ved jeg, at jeg er blevet og føler mig som en del af FÆLLESSKABET, og det er et rigtig godt sted at være!

Portræt af Menighedsrådsmedlem Ole Halsnæs

Læs Ole Halsnæs personlige beretning om, hvordan han blev medlem af menighedsrådet i Næstelsø og Mogenstrup og ikke mindst, hvorfor han gerne vil fortsætte.